10.02.2009

København kåret til verdens bedste by


"København kåret til verdens bedste by
Trendsættende engelsk magasin er begejstret for de mange smukke mennesker, som cykler i den danske hovedstads gader. 

København er verdens bedste by at leve i.

I hvert fald, hvis man skal tro det trendskabende engelske magasin Monocle, som i næste udgave kårer verdens 25 bedste byer.

København stryger ind på en førsteplads i skarp konkurrence med byer som Stockholm, München, Barcelona og Honolulu.

Videnskab og livsstil
Dommerpanelet hos Monocle har rangeret de 25 byer ved at sammenligne dem på en lang række punkter.

Ud over traditionelle videnskabelige parametre – som leveomkostninger, skolesystem og sygehusvæsen – har dommerne taget livsstilsfænomener, design og kultur med i betragtningen.

Monocle er begejstret for Københavns design og arkitektur. For byens grønne områder og de rene havnebassiner, som man kan svømme i.

For de Michelin-stjernede restauranter og kaffebarer. Og for de mange smukke mennesker – som cykler, når de skal rundt, og recycler deres affald.

Manden bag Monocle er trendguruen Tyler Brûlé, der også startede magasinet Wallpaper.

Offentliggøres i Financiel Times
Kåringen af København som verdens bedste by at leve i bliver offentliggjort i Monocle og Financial Times.

Derudover markerer Udenrigsministeriet og den danske ambassade i London kåringen ved et arrangement på tirsdag, hvor Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard (S) også deltager.

»Det er helt utroligt dejligt. Jeg opfatter det som en anerkendelse af det særlige ved København. Blandingen af en storby og et lille bysamfund«, siger overborgmesteren, som forventer, at udnævnelsen vil trække turister til København.

Det er dog ikke sikkert, at turisterne kommer strømmende, mener lektor Jørgen Ole Bærenholdt fra Roskilde Universitetscenter, som er ekspert i turisme.

»Det har selvfølgelig en kolossal reklameværdi, som man ikke kan købe sig til for småpenge. Men der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem, at København er rar at leve i, og at byen har meget at tilbyde turister«, siger han. "

Kilde: Politiken, 8/6/2008

Ingen kommentarer:

Send en kommentar