15.02.2009

Danmark mister flest soldater i Afghanistan

"Danmark mister flest soldater i Afghanistan

Danmark er det land, der har mistet flest soldater i Afghanistan set i forhold til landenes indbyggertal.

DR's nyhedsmagasin 21 Søndag har sammenholdt de forskellige landes tabstal med deres indbyggertal.

Danmark topper listen med 3,8 faldne soldater pr. million indbyggere. Alene i 2008 mistede 12 danske soldater livet i Afghanistan.

På andenpladsen kommer Canada med 3,2 faldne soldater og på tredjepladsen finder vi Storbritannien med 2,3 faldne soldater pr. million indbyggere.
USA på femtepladsen

Først på femtepladsen kommer USA med 2,1 faldne soldater, mens store europæiske nationer som Frankrig, Tyskland og Italien ligger helt uden for top 10.

"Vi har ikke sat nogle begrænsninger ligesom f.eks. Frankrig, Tyskland, Spanien og Italien, som har sagt, at vi vil godt være med, men vi vil ikke være med der, hvor det gør rigtig ondt," siger Peter Dahl Thruelsen, der er forsker i Forsvarsakademiet.

De danske soldater er primært udstationeret i Helmand-provinsen, der er den provins med flest kamphandlinger.

"Det er det hårdeste område. Helt åbenlyst på grund af de mange kamphandlinger," siger Peter Dahl Thruelsen.
Farligere i Afghanistan

Fra januar 2007 til marts 2008 var der knap 2.500 fjendtlige handlinger i Helmand, mens der var under halvt så mange i den næstfarligste provins Kunar.

I det hele taget er det blevet farligere at være til stede i Afghanistan.

Nye tal fra det amerikanske forsvarsministerium viser, at antallet af skudepisoder er steget med 40 pct. i 2008.

Antallet af vejsidebomber og selvmordsbomber er steget med 26 procent, mens antallet af angreb mod fly og helikoptere er steget med 67 procent i 2008. "

Kilde: JP, 15/02/2009

Ingen kommentarer:

Send en kommentar