04/02/2009

Danmark bedst i 2010 - energi og miljø er fremtiden

"Danmark bedst i 2010 - energi og miljø er fremtiden

Blog: 50% tror på Vækstfondens ambition om at gøre Danmark til Europas bedste marked for innovationsfinansiering. Ny Cleantech-pris skal sparke liv i investeringer i energi og miljø.

I en analyse lavet på Vækstfondens årsmøde i den forløbne uge tror over 50% af de godt 700 deltagere på Vækstfondens ambition om at gøre Danmark til Europas bedste marked for innovationsfinansiering.
Men hvorfor er det vigtigt at blive "Europas bedste marked for innovationsfinansiering", en formulering som vel bedst forstås af finansfolk?
Det, vi skal leve af

Årsagen er, at det er altafgørende for et samfund som det danske at frembringe nye ideer, som kan skabe nye produkter og virksomheder, der kan være med til at sikre vores velfærd i fremtiden. Vi kan ikke konkurrere på pris og lønninger, men må basere vores egen og vore børns fremtid på produkter med højt vidensniveau.
Men innovation koster penge - det er de færreste nye virksomheder, der har positiv likviditet fra dag et. Derfor arbejder Vækstfonden, som er ejet af staten, for at gøre tilgangen til kapital så let som mulig med en vision om at gøre Danmark til europamester i 2010.

Væksten i det danske marked er stor og vi er rykket fra en 5.plads til en 3.plads det seneste år, så vi er godt på vej. Dette og meget mere kan læses i Vækstfondens årsrapport, som i det hele taget er god at blive klog af.
Ny Cleantech-pris

Hele to tredjedele af gæsterne på årsmødet troede på energi- og miljøteknologi som det væsentligste nye område for venturekapital. Men i energi- og miljøsektoren er traditionen for venturekapital svag. Derfor har Vækstfonden indført en Cleantech-pris på en halv million kroner til en perspektivrig virksomheden i energi- og miljøsektoren.

Mon denne pris kan lokke gode forretningsplaner ud af buskene eller vil ansøgerfeltet bare bekræfte, at vi i Danmark endnu er langt efter andre lande, når det gælder venturefinansiering af energi- og miljøteknologier?"

Kilde: Ingeniørens blog af Søren Houmøller, 04/04/2007

Ingen kommentarer:

Send en kommentar