27.01.2009

Danske astronaut-kandidater blandt Europas bedst forberedte

  
"Danske astronaut-kandidater blandt Europas bedst forberedte

– De tre danske astronautkandidater er blandt Europas bedst forberedte til den udvælgelsesproces, der nu er skudt i gang, siger videnskabsminister Helge Sander. På et pressemøde i København i dag fortalte lederen af ESA's astronautcenter i Køln, Michel Tognini, om ESA's forestående udvidelse af astronautkorpset.

– De tre danske astronautkandidater er blandt Europas bedst forberedte til den udvælgelsesproces, der nu er skudt i gang, siger videnskabsminister Helge Sander.

På et pressemøde i København i dag fortalte lederen af ESA's astronautcenter i Køln, Michel Tognini, om ESA's forestående udvidelse af astronautkorpset.

Det er første gang siden 1992, at ESA optager nye astronauter i korpset. Helge Sander er optimistisk på de tre danske kandidaters vegne:

– De har allerede været igennem en benhård udvælgelsesproces herhjemme, de har gennemgået et fire uger langt, skræddersyet og målrettet uddannelsesprogram, og de har haft god tid til at supplere og styrke de kompetencer og den viden, som ESA efterlyser hos astronauterne.

På pressemødet deltog også Sveriges og Skandinaviens første astronaut, Christer Fuglesang.

– Astronauter er levende symboler på rumfart, og rumfart er vor tids opdagelsesrejse. Derfor skal Danmark have en astronaut, som vil blive rollemodel for den nysgerrighed og kreativitet, som forskning og ny viden kræver, siger Helge Sander.

For fire år siden – i april 2004 – gav videnskabsministeren startskuddet til den proces, som netop kulminerer med ESA's erklæring om at optage nye astronauter til korpset.

– Der skal nok være nogen – måske især i de tre kandidaters nære familie – som synes, at ventetiden har været lang. Men rumfart er en meget kompliceret branche med lange tidshorisonter, så tålmodighed og koncentrationsevner bliver der også brug for, siger Helge Sander.

ESA's meddelelse om at udvide astronautkorpset er kommet efter, at det europæiske laboratoriemodul, Columbus, og forsyningsfartøjet Jules Verne med succes er opsendt til den internationale rumstation, ISS, som fremover kan huse seks astronauter samtidig."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar