14/03/2009

Danskere er lykkeligere end alle andre


"Danskere er lykkeligere end alle andre

Vores helbred er godt, vi er rige, og vi har adgang til uddannelse - derfor er vi de lykkeligste, konkluderer engelsk forsker.

Vi er lykkelige i Danmark, fordi alle kan få en uddannelse. 

Danmark klarer sig bedst på et kort over lykkefølelsen hos verdens befolkninger, lavet af en forsker fra University of Leicester i England, Andrew White.

Kortet kan bruges til at forudse, hvordan folk vil klare sig i livet, forklarer han.

Blandt faktorerne, hvor Danmark scorer højt, er vores gode helbred, vores rige samfund og adgangen for alle til uddannelse.

»Der er ikke tale om lykke som en følelsesmæssig tilstand, men mere en underliggende følelse af at have det godt«, forklarer Adrian White. 

Mindre risiko for depression
Han har analyseret mere end hundrede undersøgelser over hele verden, udført af organisationer som eksempelvis WHO, UNESCO - og CIA.

Adrian White peger på, at der er tæt forbindelse mellem niveauet for lykkefølelse og sandsynligheden for at blive deprimeret, afhængig af alkohol, hjemløs eller narkoman.

»Jeg tror, der er en parallel mellem nationens tilstand og det enkelte menneske. Hvis du er meget deprimeret, er det mindre sandsynligt, at du går ud og er ambitiøs. Det spiller klart ind på økonomien, og skaber en ond cirkel af fattigdom og depression«, fremfører White.

Stærk identitet
De øvrige nordiske lande er blandt de syv lykkeligste lande, bortset fra Norge, der ligger nummer 19.

Skandinaviske lande klarer sig godt, fordi vi har en følelse af sammenhold og kollektivitet baseret på vores stærke, nationale identitet, forklarer forskeren.

I bunden finder man - ikke specielt overraskende - de tre afrikanske lande Burundi, Den Demokratiske Republik Congo og Zimbabwe.

USA indtager plads nummer 23 og Rusland nummer 167."

Kilde: Politiken, 28/7/2006

Ingen kommentarer:

Send en kommentar